Køer i fri dressur

Traditioner

Køerne skal på græs hvert eneste forår. Det er der ikke noget nyt i, men begivenheden er alligevel et fast indslag i mit årshjul - og har været det i mange år.

For mig er det strictly business. Jeg abonnerer ikke på historien om, at køerne er glade, fordi de kommer ud. Så langt tænker en ko slet ikke. En glad ko er en mæt ko, så når de springer rundt og slår ud med bagbenene, er det nok mest af alt udtryk for forvirring.

Alligevel møder jeg op og fotograferer. For der er gode billeder i det - og så var det en tradition, vi grundlagde, allerede da vi flyttede til Danmark for 14 år siden. Dina var umådeligt interesseret i kvæg og kvægdrift - og kunne få timer til at gå med naboens køer, dengang han havde kvæg.

Så hun elskede at være med, når øko-køerne på Lunde ved Fosdalen blev sluppet fri. Så allerede inden jeg kastede mig over lokaljournalistikken, tog jeg med og fotograferede de lystige køer. Derfor gav det også et lille stik i hjertet, da jeg i dag tog afsted alene, mens Dina måtte nøjes med at se på fra sin lille himmel.

Selv om Dina elskede køer, havde hun også respekt for de store dyr. Hun betragtede mig som temmelig dumdristig, når jeg gik ind foran de forårskåde køer for at få de bedste billeder. Det rører mig nu ikke. Jeg plejer jo at overleve - og skulle uheldet endelig være ude, vil det indbringe et herostratisk eftermæle.- måske ligesom indiske Shivdayal Sharma, der sidste år blev dræbt af en flyvende ko, mens han stod og urinerede..

Dagens billeder kom i hus - og historien er på vej i avisen. For nyhederne skal jo ligesom posten ud i regnvejr eller slud. Eller som i dagens tilfælde i en temmelig strid vestenvind.

Tid til fuglefoto

Dagens fugle

Generelt bliver det til at for lidt fuglefoto til hverdag, men lørdagens lune vejr fik mig afsted til vandhullerne.

Egentlig var det skestorkene, der var målet, men det blev altså en gråstrubet lappedykker, der blev dagens bedste foto. Men skestorkene er kommet. Det gør de altid lige omkring min fødselsdag - og sådan er det også gået i år.

Ellers bød lørdagen på en redebyggende svane, en strandskade og så et ivrigt kurtiserende par store skalleslugere.

Forår og fødselsdag

Gammel og affældig

Foto: Henrik Jespersen

Der var - sagt i al ubeskedenhed - tale om perfekt timing, da jeg lørdag rundede de 66 år.

For vejret var perfekt. Dagen blev årets første rigtigt lune dag - og det spirede og blomstrede overalt, så man kunne se forskel fra time til time.

Men jeg må også erkende, at jeg er blevet både halvgammel og affældig. Jeg havde inviteret familien til at fejre dagen sammen med mig - og vi lagde ud med en tur i Øland Skov. Egentlig skulle det bare være en lille slentretur med en kop kaffe forbi de mange blomstrende anemoner under bøgetræerne.

Men på en eller anden måde tabte jeg orienteringen, så det blev en lang tur. Men pyt, vi så da nogle steder i skoven, som jeg ikke har set tidligere, selv om jeg nu har boet på Øland i 15 år. Og den medbragte kaffe smagte ekstra godt - sammen med de sidste af julens hjemmebagte småkager.

Tilbage på parcellen ved 13-tiden gik det nogenlunde, som det plejer, når jeg har besøg af familien. Først en øl på gårdspladsen. Det var godt - og termometret stod på 16 grader. Så til bords med en enkel treretters menu, som jeg havde forberedt om morgenen, så den var der ikke det helt store arbejde i.

Vi lagde ud med hummersuppe med cognac og kammuslinger, så lammeculotte med flødekartofler og rosenkål - og som prikken over i'et en rabarberkompot lavet på årets første knaldrøde vinrabarber fra haven. Hertil hvid chokoladeganache og lidt knust makron.

Jeg rører kun sjældent vin og spiritus på mine gamle dage, så når det endelig sker, får den fuldt knald. Først en grand cru-champagne fra Charles Mignon, så en jubilæumscuvee fra Philipson - en Cotes du Rhone fra 2010 og endelig til desserten en grand cru gewürtztraminer fra 2014 fra Ribeauville. Gode sager, der ikke skuffede.

Foto: Henrik Jespersen

Dagen sluttede ved 18.30-tiden med, at flaget blev taget ned. Det var godtnok lidt tidligt i forhold til solnedgang, men det er altså svært at lægge et flag sammen, når man er alene, så der fik jeg lige hjælp af min søster.

Det blev en god dag. Tak til familien, tak for gaverne og tak til de over 200 venlige mennesker, som sendte en hilsen på Facebook.

P.s. Som altid i hyggeligt lag glemte jeg næsten at fotografere, men et par enkelte billeder blev det dog til - trods alt.

Påskeklokkerne blomstrer mildt

Blomsterspam

Det er tid for både påskeliljer og påskeklokker. Årstiden taget i betragtning er det heldigt nok.

Påskeliljerne er der ikke så meget hokuskrokus ved. De skyder, blomstrer og visner hvert år. Anderledes med påskeklokkerne, der jo er grønne hele året, men som netop nu sætter de mest fantastisk flotte blomster.

Blomsterne får mig altid til at tænke på Carl Plougs fædrelandssang Påskeklokken kimed mildt - skrevet i maj 1848 efter tabet af Dannevirke, hvor der mildest talt ikke var meget at smile af. Inde i mit lille hoved bliver det så til Påskeklokken kimed mildt, Påskeklokkerne blomstrer vildt.

Melodien til sangen hentede Ploug på Færøerne i folkevisen Olufukvæði. Det er smukt - meget smukt grænsende til det patetiske.

Ploug var ikke alene om at blive inspireret af folkevisen. Også Carl Nielsen lånte temaet til sin "Fantasirejse til Færøerne" fra 1927, hvor melodien symboliserer ankomsten til Færøerne. Det er også smukt og hjertegribende - hør det i YouTube-klippet nedenfor på tidskode 4.04 til 6.40.

Med disse få ord vil jeg ønske alle en god påske - sådan lige på falderebet.

Lang fredag med lejrbål

Højtidsstund

Langfredag begyndte tidligt - som alle dage. Først skrev jeg lige en artikel. Så morgenkaffe på gårdspladsen, mens det lysnede - og så gik det ellers løs i haven med at rive blade sammen.

Det blev til en ordentlig bunke sammen med en stak halvrådne brædder fra en gammel kompostbeholder. Ud på formiddagen satte jeg en tændstik til det hele, selv om det strengt taget var for vådt til at brænde. Men for en spejder er intet umuligt - og efter kort tid brændte bålet alligevel lystigt.

Og så skete der det, som ofte sker for gamle spejdere. Vi drages mod bålets gløder, så havestolen blev fundet frem - og tankerne gik på langfart, mens jeg nød bålets mere eller mindre stille gløder og store mængder røg.

Ved frokosttid supplerede jeg stemningen med et par madder med rød spegepølse og en stribe remoulade. Det er højt belagt smørrebrød for en spejder - og passende til en højtidsdag som langfredag. Det bliver næppe bedre overhovedet, så det generede heller ikke, at det smådryppede lidt. Til gengæld var det så som så med arbejdet resten af dagen.

Men lørdag skal jorden graves, så jeg kan lægge kartofler på søndag. Det er også en slags højtid, som jeg i mine yngre dage ville fejre med et forsvarligt indtag af Rød Aalborg - kartoffelvin - men det springer jeg nok over.

For der er også andet arbejde, der skal gøres. Forleden nat væltede brændestablen i brændeskuret, som jeg ellers møjsommeligt havde fået ordnet. Den slags sker desværre af og til. Når brændet begynder at tørre, bevæger det sig og bliver nemt ustabilt. Så det skal stables igen - men lige nu har jorden og blomsterne størst prioritet.

Jorden kan ikke vente. Men det kan brændet, for der er trods alt et halvt år til fyringssæsonen begynder igen.

Morgenstund med guld til munden

Grønlandske krabber

Tirsdag morgen var jeg tidligt oppe for at følge fiskeauktionen i Hanstholm - lokket af et parti levende grønlandske snekrabber, der godt 20 timer forinden var hevet op af vandet i Nuuk. Auktionen startede kl. 6.45.

Det var en spændende oplevelse. Jeg har en gang i skoletiden været på fiskeauktion i Skagen, men det kan jeg knap nok huske.

Der går rygter om, at man skal holde hænderne i lommen og tie stille under en fiskeauktion - ellers risikerer man pludselig at stå med adskillige kasser brosme eller skærising. Så slemt er det nu ikke.

Auktionsmester Flemming Døjholt taler almindeligt dansk, det går stille og roligt med et glimt i øjet, og så har han godt styr på både fisk, købere og nysgerrige. Selv om det er tidligt på morgenen, var der en god stemning, og folk havde lyst til at snakke, så det var nemt for mig at passe mit arbejde - en artikel og nogle fotos til Sermitsiaq om de godt 600 kg krabber, der var fløjet til København aftenen før - og derefter over natten med lastbil til Hanstholm.

Det er en gammel ide, der nu bliver ført ud i livet. Allerede da jeg kom til Grønland for over 30 år siden, snakkede man om at flyve friskfangede grønlandske fisk til Europa, men i mange år blev det ved snakken. Men med udsigten til den nye atlantlufthavn i Nuuk, der åbner til november, er der kommet skred i tingene.

Det er den grønlandske serieiværksætter Mads Petersen, der med firmaet Nutaaq Seafoods har fået sat eksporten af levende krabber i system - i tæt samarbejde med fiskeskipper Jens Peter Larsen, Air Greenland, Blue Water, diverse myndigheder i Danmark og ikke mindst direktør Jesper Kongsted fra Hanstholm Fiskeauktion. Det er nu bevist, at det kan lade sig gøre.

Fremover er det planen at sende mindst 500 kg levende krabber om ugen til Hanstholm. Senere måske også andre højværdiprodukter som for eksempel stenbiderrogn. Det kan blive meget aktuelt, når den nye lufthavn i Nuuk skærer fire timer af transporttiden.

Et afgørende succeskriterium er leveringssikkerheden. Kunderne i især Danmark, Sverige og Holland skal være sikker på leverancerne - og det er derfor godt, at man allerede nu er gået i gang med at øve sig, inden den nye lufthavn i Nuuk åbner.

Senere følger også storlufthavne i Ilulissat og Qaqortoq. Så det kan kun gå fremad. Vinderne bliver de grønlandske fiskere, som med transportudgifterne som indsats kan nå betydeligt højere priser i Danmark end i Grønland. Kiloprisen begyndte ved 150 kroner, og hele partiet tirsdag morgen blev solgt til en gennemsnitspris på 119 kroner kiloet.

Mit morgenbesøg på fiskeauktionen i Hanstholm bliver til en artikel i Sermitsiaq 2024/14, der udkommer 5. april 2024.

Påskeklar med elefantører

Nye tallerkener i Medborgerhuset

Så er Øland Sildelaug klar til påsken - godt trætte og mætte og i det hele taget godt tilfreds med tilværelsen. Sådan som vellagrede og modne mænd helst skal have det, når helligdagene står for døren.

14 sultne mænd var mødt frem til fredagens møde, der bød på en helt særlig oplevelse - udover madlavning, kammeratlig samvær og god føde. For maden blev naturligvis serveret  på nogle af de 100 nyligt indkøbte tallerkener, som Øland Sildelaug velvilligt har sponsoreret til Øland Medborgerhus med en dybfølt bøvs som tak for mange gode stunder.

Fredagens møde bød på en opulent menu sammensat af giftblanderen. Først karrysild, så Wienerschnitzel mit Alles - og så en gang svesketrifli til at styrke peristaltikken.

Det var en velkomponeret og overdådig menu, som faldt i alles smag. Sild er jo næsten et must i det gæve sildelaug - og her var der tale om en forsvarlig sildemad toppet op med karry og æg - og så et vegansk strøg af syltede agurker og karse. Selvfølgelig serveret på et stykke frisk groft rugbrød med masser af kerner - og naturligvis smurt med rigtigt smør.

Wienerschnitzlerne var enorme. Så store at der kun kunne være en på panden ad gangen. Så det tog sin tid at stege dem. No problem, for ting - gode ting - tager tid.

Schnitzlerne fik deres størrelse efter lidt tæsk med køkkenrullen i mangel af en kødhammer. Det er ikke tilfældigt, at denne ret, der ikke stammer fra Wien, men fra Milano i sin oprindelige form blev kaldt elefantøre. Siden blev retten ført til Østrig af feltmarskal Radetzky - ham med marchen fra nytårskoncerterne - og blev den østrigske nationalret.

Efter dansk tradition skal wienerschnitzel serveres med dreng - et lidt underligt navn til en citronskive med gaffelbidder, kapers og peberrod. Og hertil brasede kartofler, ærter og smørsovs. Helt efter bogen - mit Alles og til alles tilfredshed - om end ikke alle spiste helt op.

For der skulle jo også være plads til den afsluttende svesketrifli.

En beskeden dessert med makroner vædet med portvin, sveskekompot og en silkeblød hjmmelavet creme. På toppen flødeskum og citronskal skåret i sirlige strimler med kniv i mangel af et juliennejern.

Således trakteret og fyldt op kan laugsmedlemmerne nu trygt gå påsken i møde... 

Travl kunstner

Samtidskunst

Foto: Malle Madsen

Kunstneren Martin Brandt Hansen har travlt i øjeblikket. Syv af den grønlandske kunstners værker er netop blevet indlemmet i det københavnske kunstmuseum Arkens permanente samling – og det kommende års tid venter udstillinger i Basel, Bruxelles og Paris.

De syv værker på Arken er installationer. Seks såkaldte museumsmontrer med ting, som vi kender fra den grønlandske hverdag – en model af en gul dumper, nogle Heinz ketchup-flasker, en rød Air Greenland helikoptermodel – og midt i lokalet en kæmpestor Honda påhængsmotor med titlen Uummat.

Det er samtidskunst og en kommentar til det moderne Grønland, der er meget andet end uluer, perlebroderier, traditionelle masker og det grønlandske flag.

Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når man ser påhængsmotoren og tænker: Åh ja, Grønland ville ikke være Grønland, hvis ikke det netop var for påhængsmotoren – og derfor er titlen Uummat (hjerte) velvalgt.

Kunst er en ligning

- Sådan er min kunst. Det er statements – resultatet af en ligning, hvor der indgår en række elementer, som kan fortælle en historie om den kultur, som jeg er rundet af – og som jeg holder meget af, fortæller Martin, der bor på Frederiksberg, men er i Grønland mindst to gange om året.

Foto: Privat

- Jeg er jo nuummioq helt ind til benet. Det er her, jeg er født, det er her, jeg er vokset op – og det er her, jeg har min familie.

- Nuuk er et fantastisk sted. Under forandring hele tiden, men bag højhusene og al nybyggeriet, så er byens sjæl stadig den samme, som den altid har været.

Martin Brandt Hansen er født i 1990 og begyndte allerede som toårig at tegne.

Hans tegninger blev senere inspireret af blandt andet tegneserier og karikaturtegninger, og de kunne ofte få folk til at smile lidt – og han har det i øvrigt fint med, at folk bliver i godt humør af hans kunst, men det er ikke målet.

Lang kunstneruddannelse

Som 23-årig flyttede Martin til København, hvor han var blevet optaget på Danmarks Designskole, men her fandt han ud af, at det ikke var noget for ham. Han droppede derfor ud af designstudiet, og efter fire måneders ophold på Københavns Kunstskole søgte han ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor han blev optaget, og hvorfra han dimitterede for snart to år siden.

- Jeg har faktisk gået i skole det meste af mit liv indtil nu. Det kan nemt lyde både kedeligt og verdensfjernt, men det har været et nødvendigt forløb, der har været udviklende både intellektuelt, håndværksmæssigt og karrieremæssigt.

- Djævelen ligger i detaljen – og jeg har det sådan, at det ikke giver mening at lave noget, hvis ikke håndværket er i orden.

- Lige i øjeblikket er jeg meget optaget af keramik igen. Jeg har lige fået en keramikovn på mit atelier, så jeg bruger mange timer på formning af skulpturer. Det holder jeg meget af, da jeg kommer i en nærmest meditativ tilstand, når jeg arbejder med leret. Det er ret fantastisk.

Installationer kan noget

Selv om Martin i øjeblikket arbejder meget med keramik, har han ikke noget favoritmedie.

- Det afhænger af den historie, som jeg vil fortælle – og derfor er det ofte installationerne, jeg ender med. For installationer kan noget helt særligt – og her går ligningen ofte op, når først man har fundet alle elementerne.

Siden Martin blev færdig på Det Kgl. Danske Kunstakademi, har han levet af sin kunst.Han vandt talentprisen for sit afgangsværk, der senere blev solgt til en stor dansk kunstsamler. Samme år modtog han et hæderslegat, Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Legat, og samme år lavede han to soloudstillinger i København.

- Det er fantastisk at blive anerkendt for det, man laver – og så leve af det oven i købet. Jeg bliver både glad og motiveret af den anerkendelse jeg får.

- Jeg har travlt. Ved siden af arbejdet i atelieret er der en masse møder og åbningsarrangementer - og så er ikke mindst mængden af mail-henvendelser steget voldsomt på det sidste efter åbningen på Arken.

- Men nu vil jeg se, om der ikke snart også kan blive tid til en udstilling i Grønland. Jeg har ingen aktuelle planer om masse-projekter i kalenderen, men jeg vil gerne en tur til Grønland - Nuuk - for at vise mine værker. Det kan så også hjælpe lidt på den hjemve, som jeg føler en gang imellem.

Artiklen er bragt første gang i Sermitsiaq 2024/12 15. marts 2024. Jeg lærte Martin at kende i 2006, da han var i erhvervspraktik i informationsafdelingen i Nuup Kommunea, hvor jeg på det tidspunkt var chef. I dag har jeg et par af Martins tegninger fra dengang hængende her på kontoret på Nørremarksvej. Læs også denne blogartikel.

Nødlanding bag kulisserne

Et stort apparat går i gang 

Foto: Narsaq Foto/John Rasmussen

Da Naviairs Flight Information Center i Nuuk onsdag i sidste uge modtog et nødsignal fra en helikopter på en position mellem Narsarsuaq og Narsaq, gik et stort apparat i gang. For det blev starten til en redningsoperation, som i de følgende timer involverede mange mennesker.

- Alle fly er udstyret med en nødsender, der aktiveres ved G-påvirkning og sender oplysninger om positionen. Positionsmeldingen opfanges af satellitter og sendes automatisk videre til både Arktisk Kommando, Grønlands Politi og Naviair. Det sker helt automatisk, fortæller kommunikationsrådgiver Jan Eliassen fra Naviair.

- Vi modtog nødsignalet kl. 14.11. Umiddelbart forinden havde vi mistet kontakten med helikopteren, der var undervejs fra Narsarsuaq til Qaqortoq, siger Jan Eliassen, der var Naviairs pressevagt på ulykkestidspunktet.

Nødsignalet går samtidig til Arktisk Kommando og Grønlands Politi, som sammen med Naviair er de tre instanser, der har ansvaret for større redningsoperationer i Grønland. Naviair har ansvaret for hændelser i luftrummet, mens politiet tager sig af landbaserede og kystnære hændelser- og så er der Arktisk Kommando, som har ansvaret for hændelser til søs og blandt andet også disponerer helikopterassistancer.

Ansvaret flytter sig

- Når et luftfartøj forulykker, er det Naviair, som har ansvaret for redningsaktionen som såkaldt SAR (Search and Rescue – eftersøgning og redning, red) Mission Coordinator. Dette ansvar kan flytte sig i løbet af hændelsen, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, forklarer Jan Eliassen.

Hos Grønlands Politi i Nuuk blev der travlt, da nødsignalet indløb.

- Vi tog med det samme kontakt til Arktisk Kommando, De var dog allerede i kontakt med Naviair – og Naviair havde bedt Arktisk Kommando om en helikopter til redningsaktionen. Det betød, at en helikopter fra Air Greenland var klar til at flyve mod positionen 13 km sydøst for Narsaq ved Skovfjorden, fortæller vagtchef Preben Kleist fra Grønlands Politi.

- Arktisk Kommando og Naviair spurgte os, om der var en båd i området til rådighed – og om det var muligt at få sundhedsfagligt personale med ombord. Derfor alarmerede vi politistationen i Narsaq, som bestilte en båd fra et lokalt udlejningsfirma. Båden blev sendt mod positionen. Ombord var der foruden politi to mand fra beredskabet i Narsaq og en læge og en sygeplejerske fra Sundhedsvæsenet.

Piloten evakueret

- Inden vi nåede helt frem, havde redningshelikopteren fundet den forulykkede helikopter og var i gang med at evakuere piloten – en 40-årig dansk mand. På grund af kystens beskaffenhed var det desværre ikke muligt at gå i land, så piloten blev overført til Qaqortoq Sygehus med Air Greenlands helikopter, men vi forblev på ulykkesstedet, mens operationen var i gang.

- Først og fremmest for at dokumentere hændelsen. Set med politiøjne er et ulykkessted også et gerningssted – og det er derfor vores ansvar at gennemføre en gerningssteds-undersøgelse.

- Samtidig aktiverede vi politiet i Qaqortoq, der sendte en patrulje til sygehuset med henblik på at afhøre piloten hurtigst muligt, når først lægerne giver grønt lys. Det er normal rutine ved alle ulykker – og en del af gerningsstedsundersøgelsen.

- Piloten var kold og forkommen, men ellers uskadt, oplyser Preben Kleist.

Bjærgning af helikopteren

Da politiet frigav gerningsstedet – altså ulykkesstedet – i Skovfjorden, gik helikopterejeren, Sermeq Helicopters i Qaqortoq, i gang med at bjærge helikopteren, som bliver bragt til havnen i Narsaq.

- Helikopteren var drevet i havet af højvande og skadet af drivis og vind, oplyser Pilu Nielsen fra Sermeq Helicopters.

Da helikopteren kommer til Narsaq, går politiet og beredskabet endnu en gang i aktion.

- Helikopteren lækkede brændstof, som beredskabet sørgede for at samle op. Samtidig afspærrede vi et område med minestrimmel og tog fotos til at dokumentere skaderne, fortæller Preben Kleist.

Havarikommissionen på vej

Den forulykkede helikopter står nu i Royal Arctic Lines pakhus i Narsaq, hvor ingen må komme i nærheden af den, før den er undersøgt af havarikommissionen.

- Jeg regner med at komme til Narsaq torsdag eller fredag – og så skal helikopteren undersøges, fortæller havariundersøger Carsten Hansen fra den danske havarikommission, der undersøger alle alvorlige hændelser og ulykker inden for luftfart.

- Vores arbejde er ikke at placere skyld, men at fastslå årsagen til ulykken med henblik på at undgå lignende hændelser i fremtiden.

- Arbejdet er en del af luftfartens særlige rapporteringskultur, som er med til at gøre luftfart til en meget sikker transportform.

- Det er et meget grundigt arbejde, som tager tid. Vi undersøger det forulykkede fly minutiøst, laver eventuelle tests, afhører pilot og vidner og meget andet. Det tager tid, så en endelig rapport foreligger normalt først et år efter hændelsen.

- Men finder vi noget alarmerende, rapporterer vi det øjeblikkeligt. Det var det, vi oplevede for nylig, da vores amerikanske kolleger (FAA) beordrede 171 fly af typen Boeing 737 Max til øjeblikkelig inspektion, da et fly af denne type fra Alaska Airlines tabte et vinduespanel.

- Vi skal reagere hurtigt i den slags tilfælde, for vores arbejde handler om at forebygge alle ulykker og hændelser. Vores mål er sikkerhed frem for alt. Så vi arbejder altid meget åbent med alle muligheder for forklaringer – og det er som sagt ikke vores arbejde at placere eventuel skyld.

Helikopteren må ikke røres

Havarikommissionen blev orienteret onsdag umiddelbart efter nødlandingen af Naviair. Torsdag morgen sendte Carsten Pedersen denne meddelelse til Sermeq Helicopters:

"Helikopteren er pt ved at komme ind i Royal Artic Line hal i Narsaq. Her vil den stå i Havarikommissionens varetægt, indtil vi er færdige med vores tekniske undersøgelse. Jeg planlægger selv at kunne være ved helikopteren torsdag eller fredag i næste uge.  Ingen må opholde sig i, arbejde på eller tage billeder af helikopteren uden først at kontakte os/mig.”

Naviairs Flight Information Centre i Nuuk overvåger den lavere del af luftrummet over Grønland – og må ikke forveksles med det kommende luftkontrolcenter, som skal overvåge det højere luftrum over landet – og som Kommune Kujalleq har lagt billet ind på at få til Qaqortoq. Naviair er i Nuuk placeret i samme bygning som Arktisk Kommando.

- Det er en stor fordel, at vi bor dør om dør med kommandoen. Det gør samarbejdet let og gnidningsfrit – og samarbejde er alfa og omega i al redningsarbejde, fastslår Jan Eliassen.

Artiklen er bragt første gang i Sermitsiaq 2024/10 fredag den 8. marts. Artiklen blev dagen efter bragt i netmediet Sermitsiaq.ag som "Chefredaktøren anbefaler".

Fantasillioner af oplevelser

Fødselsdag

Ill: Walt Disney/Gutenberghus

Dialog er noget voldsomt overvurderet pladder. Så hellere en rask lille slåskamp – gerne med ufine tricks drevet af ubændig, men helt sikker retfærdig harme. Tanken om, at naboen måske har en pointe, ligger mig temmelig fjern.

På den måde ligner jeg den Anders And, som netop har fejret 75-års fødselsdag med sit eget blad i Danmark. Oprindeligt betitlet Anders And & Co, men bedst kendt som andersandbladet.

Jeg voksede op med Anders And i midten af 60’erne. Abonnerede på bladet – akkurat som alle ordentlige mennesker bør abonnere på en avis. Betalt af de lommepenge, jeg tjente ved at gå til hånde som bette knejt, før der var noget, som hed Arbejdstilsynet. Dengang, da børnearbejde var tegn på en god opdragelse.

I 1965 kostede andersandbladet 1,25 inkl. OMS. På Færøerne og Grønland havde man ikke moderne nyskabelser som OMS, så der kunne bladet erhverves for sølle kr. 1,15, fortæller kolofonen i Anders And & Co 1965/5. Omregnet til Andeby-penge svarer 1,25 kroner til fem af Onkel Joakims lykkemønter.

Modsat mange andre på den tid nærede mine forældre ingen betænkeligheder ved tegneserier, og jeg brugte en god del af mine lommepenge på at abonnere på Anders And. Og far var som regel nummer to til at læse bladene, som jeg købte.

Svømmer i penge

Der har været mange højdepunkter, for dengang var Anders And ikke et pædagogisk værktøj. Det var ren fantasi – og bladene var en flugt ind i en hemmelig verden, hvor det er helt normalt at svømme i penge og hvor det kun er fantasien, der sætter grænserne.

Blandt højdepunkterne er dengang, da Anders rejser til Peru for at skaffe firkantede æg (de er nemmere at stable) – og da Onkel Joakim gemmer sine penge i en sfinks med hans eget ansigt.

Anders And satte sig lidt på hjernen. Jeg citerer fortsat Anders And ved festlige lejligheder: ”Jeg føler skæbnen true for med pil og bue, jeg skød en albatros”, fra sømandens klagesang, da Anders træner sig bevidstløs til en optræden i Kvit eller dobbelt. Eller at man kan fange en fugl ved at drysse salt på dens hale for at spørge den, hvorfor den synger. "Måske er jeg i godt humør, måske er jeg en smule skør..."

Også superskurke som Sorteper og Sorte Slyngel gjorde indtryk - og så lærte jeg at studere tegningerne og omhyggeligt tjekke numrene på medlemmerne af Bjørnebanden.

Det fantastiske sprog

Størst betydning fik Anders And nok for min sproglige udvikling. Her blev ord som ”Langtbortistan” og ”fantasillioner” og udtryk som "kinamands chance" og "milde mammon" en del af mit vokabolarium. Også gode gamle ord som kålhøgen (Fru Kålhøgen er en bifigur) og knarvorn (Knarvorn er Anders' nabo). Den leg med ord blev dannende for mig – og jeg benytter stadig mange af trickene den dag i dag, når jeg skriver.

Anders And var i sin tid min billet til fantasien. Sådan er det desværre ikke længere. For i dag bliver bladet brugt i skolerne – og historierne skal helst have et pædagogisk sigte. Uaak, siger jeg bare.

Men en stort tillykke til andersandbladet med de 75 år. I skrivende stund tyder alt på, at papirudgaven af Anders And & Co kommer til at overleve papirudgaven af nærværende dagblad. Det er da også en slags bedrift.

Klumme i Nordjyske 8. marts 2024

Meget var tilladt i min barndom. Her en annonce fra Anders And & Co 1965/5