I kampens hede

Fodbold

"Det er nu alligevel sært, at sådan noget er spil." Sådan sang Skousen og Ingemann om fodbold på det legendariske album "Herfra hvor vi står" i 1971 - og det dækker ganske præcist min opfattelse af sporten.

Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg synes, det er kedeligt, uinteressant og et helt igennem mærkeligt koncept.

Men jeg anerkender, at det har en bred folkelig interesse, så tirsdag aften overværede jeg for første gang i mit voksne liv en hel fodboldskamp - i embeds medfør, forstås.

Det var på Skovsgård Stadion, Iver Park, hvor Jyllandsserieholdet Skovsgård spillede mod førstedivisionsholdet fra Hobro. Det var en stor lokal begivenhed med over 1.000 tilskuere i en lille by med 800 indbyggere, så jeg var selvfølgelig på pletten for at rapportere til Ligeher.nu.

Da jeg ikke forstår mig på fodbold, brugte jeg det meste af kampen på at snakke med folk - og så holdt jeg øje med publikum. Det kom der et par sjove fotos ud af, som jeg er ganske godt tilfreds med - og som jeg derfor lige deler her på bloggen.

Men jeg synes altså, at det er en sær sportsgren. I det hele taget synes jeg, at sport er sært. Jeg forstår ikke meningen med at konkurrere år efter år for at blive den bedste. Det minder mig om Sisyphos, der i det græske dødsrige trillede en sten op ad et bjerg - og hver gang stenen nåede toppen, trillede den ned igen. Det er mit liv altså for kort til.

Kampen markerede starten til årets byfest i Skovsgård. Så der var bal og bajere efter kampen. Det giver mening - selv om jeg nu aldrig har haft brug for en særlig anledning til at falde i druk.

Dagen derpå

Vesterhavsrock

Weekenden er gået med arbejde. Jeg har dækket den årlige Vesterhavsrock for Ligeher.nu. Vesterhavsrock er sådan en todages blanding af musikfestival og byfest i Fjerritslev - og et stort hit på de kanter.

For mig er det rent arbejde. Jeg ville aldrig bruge penge på den slags, for jeg forstår mig ikke på moderne musik - og jeg mener, at musik er et meget stort ord at bruge om de optrædendes udfoldelser på scenen. Hvis de så endda ville nøjes med at spille, men der er en tendens i tiden til, at musikere skal holde alenlange foredrag mellem numrene. Det er uudholdeligt og foragt for det publikum, som betaler dyr entre for at høre musik.

Specielt slem var en ung pige, som kalder sig Mumle. Selviscenesættelsen og selvoptagetheden var ganske uudholdelig. Men teenagetøserne labbede almindelighederne i sig - og det skulle ikke undre mig, om der er et par stykker, som får de ligegyldige tekster tatoveret på ryggen lige over det røvgevir, som unge piger i dag får i konfirmationsgave.

Fik jeg fortalt, at jeg synes, at tatoveringer er grimme?

En undtagelse fra elendighederne var entertaineren Martin Kanstrup fra Thy, der blandt andet slog fast, at hestepiger er ligesom kattedamer - bare med et større budget. En anden undtagelse var det svenske danseband Rifforama, der underholdt i et fjernt voksenhjørne på festivalpladsen. De kunne deres kram - de sang rent, og de spillede rigtig musik uden snak.

Men det er ligegyldigt, hvad jeg mener. Jeg er ikke anmelder - og så tilhører jeg den generation, der synes, at journalister skal holde sig fra at have en mening.

På trods af musikken synes jeg, at det har været en dejlig opgave og en god weekend. Selv om jeg har tendenser til sociofobi, elsker jeg at snakke med mennesker - og det er der rig lejlighed til ved sådan en gigantisk drukfest. Og så har jeg hjemmebanefordel - for jeg kender de fleste, så jeg fik også et par gode artikelideer til det lokaljournalistiske lager, foruden de ti artikler, jeg skrev i weekenden.

Lørdag eftermiddag var jeg ved at være godt brugt. Så jeg skulle lige holde en pause for at overholde køre-hviletidsreglerne. Jeg fandt et stille hjørne i VIP-loungen med en kop kaffe og lidt alenetid.

Freden fik dog en ende, da kommunalpolitikeren Helle Bak Andreasen kom forbi og ville tage et foto af mig - vel at mærke med mit kamera og ikke bare en telefon. Så efter lidt instruktion tog hun nedenstående foto, som ikke er så ringe endda.

Men jeg ser virkelig brugt ud. Bemærk, hvordan  skjorten hænger og sidder skævt på den ellers forfængelige mand, der altid stryger sine skjorter.

En ny uge truer. Denne gang med fodbold i Skovsgård på programmet. Det interesserer mig heller ikke. Men også det er en god anledning til at snakke med folk, så det går nok endda.

Foto: Helle Bak Andreasen

Betulia

Ny sommerblomst

I forsommeren faldt jeg for planteskolens lovord og investerede lidt af min sølle formue i en håndfuld sommerblomster af den nye sort betulia.

Det er en krydsning mellem begonia og petunia, som er ualmindelig hårdfør. Den trives i både sol og skygge, den skal praktisk taget ikke passes og klarer sig med en sjat vand af og til. Den blomstrer voldsomt og er selvrensende, for blomsterne falder bare af, når de er visne.

Der er derfor ikke noget at sige til, at blomsten er et hit på mange gravsteder. Den har mange egenskaber fælles med den meget billigere isbegonie, som jeg bar brugt i mange år forskellige steder i haven - blandt andet på nedløbsrørene. Betulia er bare større, flottere og dyrere - og jeg bruger den her på parcellen på havebordene.

Så jeg er tilfreds med eksperimentet. Desværre er det en udpræget sommerblomst, som ligesom isbegonierne er svær at overvintre - efter sigende. Det får nu et skud alligevel - og så får vi se.

Nu jeg er i bloghuset, bruger jeg også pladsen til lidt blomster- og sommerfuglespam. Det går godt med pelargonierne, som i øjeblikket er inde i anden eller tredje blomstring. Jeg har omkring 300 pelargonier - både i krukker og på friland.

Pelargonier er ikke de blomster, der trækker flest sommerfugle, men forleden var der alligevel en dagpåfugleøje, der lod sig lokke. Den satte sig godt tilrette i blomsten - og så var det sådan set bare at trykke på knappen.

Grønland i krig

God bog

"Für Sie ist der Krieg vorbei". Mandskab fra en tysk vejrstation i
Nordøstgrønlandbliver taget til fange af amerikanske soldater
 den 4. oktober 1944. Foto: U. S. Coastguard

Jeg læste for nogen tid siden bogen "Grønland i krig", der udkom sidste år - og som er skrevet af Peter Harmsen, som er min gamle geografilærers søn.

Emnet interesserer mig - og jeg har beskæftiget mig med den grønlandske historie under anden verdenskrig i 30 år. Jeg vil gerne anbefale bogen, som giver et godt overblik over en periode af historien, som er blevet aktuel igen, efter at Trump og proselytter har sat fornyet fokus på forholdet mellem Grønland og USA.

Bogen bringer ikke afgørende nyt, men giver først og fremmest et godt overblik over en del af historien - og den kan derfor være nyttig at læse, hvis man ikke kender historien. Jeg regner selv med at bruge bogen som opslagsværk, når jeg lige skal tjekke datoer og fakta i mit daglige arbejde.

Især finder jeg bogens afsnit om kryolitminen i Ivittut fornøjelige. For umiddelbart efter besættelsen af Danmark i 1940 kunne amerikanerne og canadierne ikke rigtig blive enige om, hvem der skulle forsvare den strategisk vigtige mine med kryolit, som var vigtig for flyindustrien.

Det er sikkert også ukendt for mange danskere den dag i dag, at tyskerne gjorde adskillige forsøg på at etablere vejrstationer i Nordøstgrønland. Det blev forhindret af både forløberen for Sirius, Den Nordøstgrønlandske Slædepatrulje, og amerikanske styrker.

Vejen fra krigens begyndelse mod fred var lang og trang - og de grønlandske bidrag til freden kan synes små i forhold til de store slag i både Europa og Stillehavet. Men Grønland er også en del af den historie - og det synes jeg er vigtigt at huske.

Derfor giver jeg bogen mine varmeste anbefalinger.

Der er den lille krølle på historien om bogen, at forfatteren Peter Harmsen er søn af min gamle geografilærer på Vesthimmerlands Gymnasium, Georg Harmsen, som præsterede både festlige og lærerige geografi-timer. Efter min studentereksamen i 1978 drog Harmsen i et par år til Nuuk med familien for at undervise på Grønlands Seminarium.

Peter Harmsen skriver selv i forordet til bogen , at det var ved den lejlighed, at hans interesse for dette kapitel af Grønlands historie blev vakt.

Jeg har det nok selv på samme måde. Da jeg flyttede til Nuuk i 1995 - 50-året for befrielsen - skrev jeg en artikel om den 4. og 5. maj 1945, sådan som dagene blev oplevet i Nuuk. Artiklen var vigtig for mig - for det var ved at være sidste chance for at interviewe de få nuummiut, som stadig erindrede befrielsesdagene. Og ellers er det især historien om de amerikanske baser i Grønland - især Narsarsuaq og Kangerlussuaq - der interesserer mig.

Sommertraditioner

Familiefest

Grillfesten her på Øland for den lillebitte familie er et af årets faste indslag. Jeg har holdt festen hver sommer siden 2010. Her skal intet forandres, så arrangementet kører over fast skabelon.

Foto: Henrik Jespersen

Vi lægger ud med en frokost på en af egnens restauranter. I år - for vistnok fjerde eller femte gang - på Gjøl Kro. Så gik turen til Ulveskoven, hvor Brian fra Lokalhistorisk Samling i Arentsminde tegnede og fortalte om det gamle tivoli, der en gang var på stedet. Med eget trinbræt på Nørresundby-Fjerritslev-banen, så det var nemt at komme til bal der - og det var der i tresserne hver lørdag aften.

Bagefter fortsatte vi i haven herhjemme - kun afbrudt af en lille tordenbyge. Mens jeg var i køkkenet, hyggede familien sig blandt andet med at gå på mol i mine solbær og mirabeller.

Forretten var ikke overraskende stenbiderrogn med blinis. Jeg havde købt rigeligt med billig stenbiderrogn, da jeg var i Grønland for en måned siden.

Så stod den på grillet lammekød med kartoffelsalat efter min mors opskrift - altid et hit - og så lidt salat med mormordressing. Desserten lød på jordbærkage. Det hele skyllet ned med masser af hvidvin - Selaks Sauvignon Blanc, som er en af mine favoritter.

En anden tradition er årets sommerdrink. Selv om jeg efterhånden kun sjældent nyder spiritus, følger jeg stadig med i udviklingen i branchen - og et godt bud på årets sommerdrink har den italienske likør Mandarino som grundingrediens. Tilsat to dele lemon og masser af is er det en herlig tørstslukker, som alle kan lide - måske også lidt farlig, for det smager som saftevand.

Jeg kan lige nævne, at Mandarino også er god til cocktails. Knust is, to dele god vodka, tre dele Mandarino og en del sukkersirup, pyntes med en lime-trekant og et par mynteblade. Serveres naturligvis i cocktail-glas - gerne afkølet i fryseren inden brug.

Sukkersirup sælges i butikkerne som Sugar Cane Sirup eller Simple Sirup, men det nemt at lave selv. 250 gram sukker og en kvart liter vand får et opkog i en gryde og hældes på flaske. Det kan holde sig i køleskabet mindst tre uger.

Lær af Grønland

Flyvende brandslukning

Foto: Rick Wilhoit

Jeg er en stor tilhænger af det dansk-grønlandske rigsfællesskab – blandt andet fordi jeg mener, at danskerne kan lære uendeligt meget af grønlænderne.

Jeg mener at vide, hvad jeg taler om. Jeg har været grønlandsk gift, jeg har boet i Grønland i 15 år og jeg har arbejdet med grønlandske forhold i over 30 år. De seneste år som medarbejder ved Grønlands største avis Sermitsiaq, hvor jeg blandt andet har dækket flere store brande i landet.

Det kom jeg til at tænke på i forbindelse med den store naturbrand i Skagen, hvor Nordjyskes læsere undrede sig over, at der ikke blev brugt fly i slukningsarbejdet.

Effektiv slukning

For de grønlandske beredskaber er – hvad der sikkert er ukendt for mange danskere – førende i Kongeriget, når det kommer til slukning af brande med helikopterassistance. Slukningsmetoden er meget relevant i et land, hvor der er store afstande og næsten ingen veje.

Derfor har beredskaberne i alle de fem grønlandske kommuner anskaffet sig en såkaldt Bambi Bucket, som kort fortalt er en stor gummispand med en lem i bunden, der i den grønlandske udgave kan rumme 1.000 liter vand, og som kan hænges op under en helikopter i et såkaldt sling.

Slukningsmetoden havde sit helt store gennembrud ved en brand på dumpen - lossepladsen - i Qaqortoq i september 2023. Lossepladsbrande er ikke ukendte i Grønland og ofte kan det tage uger at slukke disse brande, men i det konkrete tilfælde var branden slukket på mindre end en uge med hjælp fra Bambi Bucket og ikke mindst det lokale helikopterselskab Sermeq Helicopters.

Ved dumpbranden i Qaqortoq var det en AS-350 helikopter, der blev brugt, men helikoptertypen er ikke så afgørende. Det vigtigste er, at piloten har erfaring med at flyve med sling – og det har langt de fleste helikopterpiloter i Grønland, hvor helikoptere med sling ofte bruges i forbindelse med store anlægsarbejder.

- Det er vanvittigt hårdt og opslidende arbejde for brandmændene, når vi skal slukke en dump med almindelige slanger. En normal slange har en kapacitet på 600 liter vand i minuttet, mens helikopteren kan levere 1.000 liter vand på et øjeblik – og lige præcis der, hvor vi ønsker det, for vi er hele tiden i kontakt med helikopteren og kan dirigere den præcist til det rigtige sted, fortalte viceberedskabschef Otto Kielsen mig dengang.

Kommet for at blive

- Det var fantastisk effektivt – og vi kunne se resultatet med det samme, hver gang helikopteren kom forbi. Den metode er kommet for at blive, konkluderede viceberedskabschefen.

Brandslukning med helikopter og Bambi Bucket er i Grønland blevet brugt siden sommeren 2019, hvor der var en endog meget stor naturbrand 25 km nordøst for Grønlands næststørste by Sisimiut. Branden ramte et område på 11 kvadratkilometer, og slukningsarbejdet tog halvanden måned.

Den brand kunne helikopterne og Bambi Bucket dog ikke slukke. Så det endte med, at den danske beredskabsstyrelse sendte 38 mand til Grønland for at assistere. Her lykkedes det at få has på ilden, fordi beredskabet medbragte de jordspyd, som blev opfundet under den store brand i Lille Vildmose i 2018 – og som også er blevet brugt under den aktuelle brand i Skagen.

Siden er jordspyd blevet en fast del af redskabskassen i de grønlandske kommunale beredskaber – på linje med Bambi Bucket.

Det er måske noget af det fineste ved Kongeriget Danmark og det såkaldte rigsfællesskab. Vi kan lære af hinanden, når vi mødes med åbent sind.

Trykt i Nordjyske 18. juli 2025.

P.S. Det er en af mine næsten daglige udfordringer at skaffe fotos fra begivenheder i Grønland uden for Nuuk, hvor der ikke er så forfærdelig mange pressefotografer. Billederne til denne artikel er taget af en amerikansk turist, Rick Wilhoit fra Long Beach, California, der var ombord på et krydstogtskib, der lå for anker ud for Qaqortoq under branden. Wilhoit er en ivrig fuglefotograf og havde medbragt det tunge grej på krydstogtet, så det blev til nogle gode fotos, som han godt ville dele med andre - og han sendte dem derfor til Sermitsiaqs redaktion til fri brug. Thank you, Mr. Wilhoit.

Foto: Rick Wilhoit

Årets første kartofler

Så kom den tid...

I dag tog jeg årets første kartofler af egen avl. Begejstringen kender ingen grænser. Der var 10 til 15 store, flotte kartofler under hver top.

Det er udbytte, der vil noget, så der blev også nyopgravede kartofler til naboen i almindelig begejstring.

Og hvad der er nok så vigtigt - kartoflerne er helt uden skurv og andre skader.

Det er ellers noget, de fleste døjer med i kvarteret. Jorden er angivelig meget kalkholdig - og det giver efter sigende let skurv.

Men jeg har nu min egen teori, Kartoflerne har stået i mit gamle jordbærbed. Så det er mindst ti år siden, at der sidst har stået kartofler på det jordlod. Så i hvert fald i teorien er jorden også fri for alle kartoffel-sygdomme lige nøjagtig der.

Kartoflerne blev sat til livs med en saftig bøf fra grillen - altså min egen og ikke grillbaren. Jeg er egentlig mere til lammekød, men det er ikke til at skaffe i Han Herred på en højhellig søndag, så jeg måtte nøjes med en stor beskidt bøf.

En ganske enkel servering, Nye kartofler, bøf og så en forsvarlig mængde hvidløgssmør af den heftige hjemmelavede type. Det fortryder jeg sikkert, når jeg vågner i nat med halsbrand. Jeg er blevet lidt svagelig på mine gamle dage og tåler desværre hverken gammelost eller hvidløg. Men skal der være fest, så lad der være fest. Jeg er ikke alene en svagpisser, men lider også af en svag karakter.

Efter det solide aftensmåltid sad jeg ved havepejsen og blev rigtig spejdersentimental. "Så kom den tid vi længtes mod, en sommernat ved bålet..."

Jeg var i øvrigt så begejstret for de nye kartofler, at jeg helt glemte at tage et foto. Så læserne må nøjes med et billede af bålet i pejsen. Men det er bestemt heller ikke at foragte.

Drengedrømmen gik i opfyldelse

Store fly

PR-foto.

Det var intet mindre end en drengedrøm, der gik i opfyldelse for den 58-årige SAS-pilot og kaptajn Dennis Lynge Sørensen, da han fredag i sidste uge landede det første SAS-fly i Nuuk.

Som dreng boede han i en periode på Børnehjemsvej i Nuuk lige neden for Flyverbo. Hver gang en S-61 helikopter kom eller lettede løb den flyveinteresserede Dennis op over fjeldet til heliporten for at se de prægtige maskiner – og det var her, pilotdrømmen blev født.

Men Dennis drømte nu ikke om at blive helikopterpilot. Han ville være pilot på de store jetfly fra SAS, som han kendte fra ferierejserne til Danmark. Drømmene gik på langfart – og i drengehjernen voksede en fantasi om, at der en gang ville komme en lufthavn i Nuuk, hvor han skulle lande med Danmarksflyveren.

Fredag gik drømmen i opfyldelse. Klokken 14.39 landede Dennis Lynge Sørensen SK1294 i Nuuks nye lufthavn - godt 20 minutter foran tidtabellen.

Øjnene blev blanke

- Det var stort – og en meget emotionel oplevelse, indrømmer flykaptajnen over for Sermitsiaq.

- Øjnene blev lidt blanke, da vi taxiede ind foran lufthavnsbygningen og så de mange grønlandske flag. Vi kvittererede også ved at vinke med grønlandske flag ud ad cockpit-vinduet.

Dennis Lynge Sørensen er født i Nuuk – og det var også her, det meste af barndommen foregik. Dog med en afstikker til Aasiaat i fire år og et ophold i Maniitsoq på et år på grund af faderens arbejde.

Skolegangen foregik på Gammeqarfik i Aasiaat og Qorsussuaq i Nuuk.

Han holdt fast i drengedrømmen og blev en af de første grønlandske piloter, der blev uddannet på den særlige pilotuddannelse, som det daværende hjemmestyre og Grønlandsfly havde etableret.

De første år var han blandt andet pilot på Inuit-raketten. Det var en business-jet af typen Cessna 550c Citation II, som Grønlandsfly havde i årene 1990 til 1992. Flyet fik sit folkelige øgenavn, fordi det var meget populært blandt de daværende hjemmestyre-politikere.

Jetflyene trak

Ellers blev det mest til flyvninger med Dash-7 på det grønlandske indenrigsnet. Men drengedrømmen og de store jetfly hos SAS trak fortsat.

- I 1998 stoppede jeg i Grønlandsfly og blev ansat i SAS, hvor jeg har arbejdet siden. I dag er jeg kaptajn på selskabets flåde af A320 og A330, så det er de helt store fly, jeg har arbejdet med, siden jeg forlod Grønlandsfly.

Den nye SAS-rute til Nuuk er foreløbig kun en sommerrute – og det har Dennis Lynge Sørensen det sådan set godt med.

- Flyvninger til Grønland er en stor og bekostelig operation, hvor der ikke skal gå meget galt, før vejret laver om på alting. Det oplever man i Nuuks nye lufthavn jævnligt, men sådan er det overalt i Grønland.

- Det er også lidt af charmen ved at flyve i Grønland. Der er så ubeskriveligt smukt i landet, men vejret er altid en blind makker. Intet er sikkert, før man er hjemme igen. Hvis man ikke er vant til det, kan det være svært at forstå, fortæller Dennis Lynge Sørensen.

Smuttur til Kangerlussuaq

- Jeg var en gang blevet bedt om at tage en hurtig flyvning på en fridag med Dash-7 til Kangerlussuaq og tilbage igen. Det kunne jeg snildt klare, tænkte jeg, men der gik fire dage, før jeg var tilbage igen. For lufthavnen i Nuuk lukkede, mens jeg var afsted.

- På den tur oplevede jeg en dansk mand i skranken i Kangerlussuaq, der skældte og smældte, fordi vi ikke kunne flyve.

- De venter jo på mig i Nuuk, gentog han adskillige gange.

- Der blev først ro på situationen, da en ældre mand i grøn parca prikkede ham på skulderen og sagde: Hvis Grønlandsfly siger, at de ikke kan flyve på grund af vejret, så er det, fordi de ikke kan flyve. Vær sikker på det – og dine forbindelser i Nuuk ved også godt, at flyet ikke kommer af sted.

- Den vrede mand kom først til Nuuk fire dage senere akkurat som mig – piloten.

- Sådan er det jo. Vi skal om piloter altid tænke på sikkerheden først – og den vrede mand i skranken glemte, at vi har akkurat den samme interesse som passagererne i at komme sikkert frem.

Dennis Lynge Sørensen kan fortælle mange andre lignende historier om store oplevelser i luften. Men den største er altså, da han forleden satte sit SAS-fly på jorden i Nuuk.

Historien blev bragt første gang i Sermitsiaq fredag den 4. juli.

Som et lille efterskrift kan jeg nævne, at Dennis Lynge Sørensen fortalte, at den hvide festanorak og kamikkerne stammede fra hans første bryllup i 1997. Han er ret stolt af, at han fortsat kan passe anorakken. Her bliver jeg nødt til at tilføje, at jeg fik min første hvide festanorak i 1994 - og jeg kører nu på nummer tre, fordi de to første af uransagelige årsager blev for små.

Sidste skoledag

Gastronomisk topklasse

Alt klappede i sjælden grad - også selv om aftenen sluttede med et forsvindingsnummer og en krimi-gåde, som ville fryde Sherlock Holmes, da Øland Sildelaug fredag aften holdt sidste skoledag inden sommerferien.

Det blev til en rundtur i det kulinariske danske sommerland, når det er allerbedst - ikke et øje (eller drøbel) var tør, for de gastronomiske øvelser nåede en hidtil usmagt højde i det udsøgte selskab af voksne mænd fra Øland.

Vi lagde ud med stenbiderrogn - en gudespise i verdensklasse og Nordens svar på kaviar. Dansk stenbiderrogn er ikke længere til at skaffe, men skriverkarlen er lige hjemkommet fra Grønland - og på de kanter er det fortsat muligt at skaffe de små velsmagende fiskeæg til en endog rimelig pris.

Stenbiderrognen blev serveret helt klassisk med blinis, hakket rødløg og creme fraiche. Men de små russiske pandekager blev lavet efter en lokal opskrift, hvor rugmel erstatter det traditionelle boghvedemel. Det passer bedre med rugmel, der som bekendt er en væsentlig ingrediens i stegte sild, når det nu er et sildelaug.

Hovedretten var rågeunger fra Bratskov - plukket ned fra de høje bøgetræer af Skovsgård Jagtforening, der har fået samfundstjeneste og regulerer den vildt voksende rågekoloni midt i Brovst.

Rågeungerne var fyldt med persille, ombundet med bacon og grydestegt. Nøj, hvor det smagte med brun vildtsauce i Michelin-klasse. Det var ganske enkelt et gastronomisk højdepunkt i sildelaugets snart 25-årige historie.

Rågeungerne blev ledsaget af nye kartofler fra en mark ved Fjerritslev, karamelliserede gulerødder, ribsgele og salat med mormor-dressing.

Salat er normalt ikke noget stort nummer i sildelaugs-sammenhæng, men netop denne aften var det et fint lokalpatriotisk indslag i den udsøgte menu, for den var helt lokal og venligt doneret af Mette Glarborg.

Som prikken over i'et var desserten gammeldags jordbær-kage lavet på skriverkarlens egne jordbær af Michael, der ved den lejlighed blev ophøjet til grødmester.

Der blev også lejlighed til en lille en til halsen under madlavningen. I giftblanderens fravær havde skriverkarlen medbragt en grønlandsk rypesnaps, der laves på rypens føde af skud og bær. Ryper samler føde om dagen og gemmer den til natten i en lille pose (kroen) på halsen, Det giver en fantastisk brændevin.

Rypesnapsen blev i øvrigt serveret i skriverkarlens snapseglas, som i halvfemserne var en gave til business-passagererne til og fra Grønland, dengang da SAS var eneste selskab, der fløj mellem rigsdelene.

Aftenen sluttede med et stort mysterium, som i skrivende stund endnu ikke har fundet sin løsning. Sildelauget har ladet fremstille nogle dækkeservietter med Øland-sangen påtrykt. Servietterne blev naturligvis også benyttet denne aften, men de forsvandt på mystisk vis under oprydningen - og ingen har set dem siden.

Det er meget mystisk - og det var i øvrigt også et handicap under den afsluttende afsyngelse af Øland-sangen. Sangen var lidt spæd uden tekst som støttehjul - men det var til at leve med. Trods alt. For aftenens mange lækkerier gjorde det til den bedste laugsaften i mands minde - og det er faktisk slet ikke så lidt.

F-16 over Nuuk

"Fransk visit"

Foto: Flyvevåbnet

Jeg kan slet ikke stå for dette foto af Nuuk, som Flyvevåbnet lagde på Facebook for en times tid siden.

For det første er det et flot billede af den sydlige del af byområdet med Radiofjeldet, Nuuk Downtown, Atlanthavnen og Sikuki, for det andet er jeg jo flynørd.

Foto: Flyvevåbnet

De to F-16-fly fløj i går til Kangerlussuaq langs den grønlandske vestkyst og altså også over Nuuk fulgt af en Challenger og et fransk tankfly af typen A330 MRTT.

Tiderne har ændret sig i Grønland i al almindelighed og i Nuuk i særdeleshed. Så jetfly ses dagligt i byens nye lufthavn, men sjældent kampfly.

Da jeg boede i byen frem til 2007, kan jeg kun huske et tilfælde. Jeg rodede lidt i mit arkiv - og fandt en historie, som jeg publicerede den 6. juli 2006 på Nuup Kommuneas hjemmeside under overskriften "Fransk visit".

Beboerne i Nuussuaq kunne i morges stå op til de brølende motorer fra et jetfly. Ud af den sommerblå himmel foran Store Marlene ved 7.30-tiden kom et Falcon 10 fra den franske marine susende.

Flyet, der kommer fra NATO-basen i Keflavik, var på almindelig rekognoseringsflyvning over Grønland. I nærheden af Nuuk spurgte piloten pænt tårnet i Nuuk Lufthavn om lov til at se nærmere på byen. Det skete i lav højde med adskillige hundrede kilometers fart over Qinngorput og ud mod Angissuunnguaq.

Piloten kvitterede galant for den franske visit med at fortælle AFIS-operatøren, at han synes, at Nuuk er en meget smuk by i et smukt land.

På grund af den meget korte landingsbane i Nuuk Lufthavn er det yderst sjældent, at der ses (og ikke mindst høres) jetfly i nærheden af den grønlandske hovedstad.

- Militærfly fra andre NATO-lande har en stående tilladelse til at flyve i grønlandsk luftrum og behøver altså ikke at spørge om lov i forvejen, oplyser orlogskaptajn Alex Jensen fra Grønlands Kommando.