Ved vejs ende

På plads

Nu kan jeg snart ikke vride mere arbejde ud af det store stue-renoveringsprojekt.

I mandags var elektrikeren her for at lave de sidste kontakter - og i dag blev jeg færdig med at samle en ny reol og skab.

Reolen er fra Quadrant i lighed med de øvrige reoler i stuen - og selve reoldelen var hurtigt samlet. Men fordi jeg gerne ville have lidt mere skabsplads, havde jeg bestilt en låge til halvdelen af reolen - og det var mildest talt en udfordring, som gjorde mig lidt mere gråhåret end normalt.

Det er meget svært at montere låger med kun to hænder, for der skal både skrues og holdes lige på samme tid. Det var lige før, jeg var nødt til at ringe efter assistance hos naboerne - men efter flere dages makken kom lågen så på plads onsdag aften.

Så var der lige noget med en smart, moderne push-funktion, så lågen springer op af sig selv, når man trykker på den. Det drillede også, men efter lang tids søgen på YouTube fandt jeg en brugbar vejledning - og så var den ged barberet.

Nu mangler jeg så at få sat bøger i reolen og fyldt skabet, hvor det er planen, at jeg vil have glas, bestik, tating og lignende, som jeg ikke bruger ret meget. Så er det af vejen - og fylder ikke i vitrineskabet i spisestuen.

Det skal nok blive godt i den sidste ende, men ikke i weekenden, for der er der spejder på programmet - og så må alt andet jo vige...

P.s. Mens jeg makkede med push-patronen, var TV'et tændt - og en forventet snestorm trak gule bjælker. Snestormen blev annonceret som historisk. Det irriterer mig grænseløst, når journalister i kampens hede betegner begivenheder som historiske - ovenikøbet før de er begyndt. Det synes jeg, at man skal overlade til historikerne og eftertiden at bedømme.

Franske tærter i Grønland

Kæmpe-baret

Foto: Forsvaret

Det prægede bybilledet, da soldater fra mange Nato-lande i sidste uge ankom til Nuuk for at deltage i den stort anlagte Arctic Endurance-øvelse.

Især en gruppe franske elitesoldater fra Chasseurs Alpins, Alpe-jægerne, fangede opmærksomheden med deres kæmpebaretter, som er et helt specielt kendetegn for netop denne gruppe soldater.

Det officielle navn for huen er le béret des Chasseurs Alpins, der er huernes svar på en Schweizerkniv, der kan bruges til mange formål. Baretten er cirka 35 cm i diameter og kan i en snæver vending anvendes som fodvarmer, når soldaterne overnatter udendørs i sne og frost. Desuden kan baretten vendes, drejes og formes, så den yder god beskyttelse mod regn, sol og bidende frost, når soldaterne er i felten.

Le béret des Chasseurs Alpins kaldes i almindelig daglig tale "tærten" (la tarte) eller "pandekagen" (la crêpe).

Chasseurs Alpins er – i lighed med det danske jægerkorps og slædepatruljen Sirius - en specialstyrke-enhed. De er tilknyttet hæren og trænet til at udføre operationer i ørken-, bjerg- og byterræn og støtte eftersøgnings- og redningsoperationer i bjergene. Alpejæger-korpset er dannet i 1888 og består i dag af tre bataljoner med hjemsted i tre franske alpebyer Chambéry, Briançon og Grenoble.

Jeg er jo temmelig nysgerrig - og når jeg ser noget unormalt, interessant eller sjovt, skal det undersøges. Lidt nørd er jeg jo. Det blev så til ovenstående lille artikel, der i stærkt redigeret og forkortet form endte i Sermitsiaq. I øvrigt tak til min gamle fransklærer, Jørgen Jørgensen, for at dirigere mig i den rigtige retning.

Jeg er selv den lykkelige ejer af en baret i lidt mindre format end den franske, selv om jeg ikke bryder mig om at bære hovedtøj - og kun sjældent bruger hue selv i stærk kulde. I 70'erne var baretten i en periode en del af spejderuniformen - og jeg brugte da også selv baretten af og til, som det ses på billedet fra patruljehytten i Grønnerup. Vi betegnede ganske respektløst baretten som elefant-pessar.

Lys i mørket

Medfølelse

Jeg besluttede onsdag at lade Dinas grønlandske julestjerne i vinduet ud mod vejen blive hængende - indtil videre. En slags gestus eller statement for i det mindste at gøre et eller andet i disse lidt hårde tider, selv om det næppe ændrer noget som helst ved verdenssituationen.

For Grønland og grønlænderne er hårdt ramt - og fordi jeg selv føler meget for grønlænderne, har jeg behov for at gøre et eller andet.

Det blev så julestjernen. De fleste i Grønland slukker stjernen helligtrekongersdag, men her i huset har den altid været tændt til den 21. januar, fordi det var Dinas mors fødselsdag.

Der er faldet lidt ro på situationen i dag - og det ser lidt lysere ud. Men man ved aldrig, hvad der kan ske med det besynderlige regime i USA. Så jeg lader stjernen hænge lidt endnu.

Jeg er i øvrigt træt af det hele - og jeg ved, at folk i Grønland også er ved at være trætte. Ikke alene på grund af usikkerheden, men også på grund af den massive internationale mediedækning. Normalt følger jeg selv ret godt med, men jeg gider ikke flere gule breaking-bjælker og længes efter en normal hverdag.

Dagens pressemøde med Jens-Frederik Nielsen viser lidt af problemet. Stort set hele verdenspressen var der - og de stillede stort set alle de samme spørgsmål. Det bliver verdens befolkning næppe særlig oplyst af.

Hvad der især trætter mig, er analyserne - spåmændende. Jeg har bemærket, at det er blevet meget populært, at medierne spørger den udsendte medarbejder, hvad man kan forvente på det kommende pressemøde. Hvis man kan svare på det spørgsmål, er der jo slet ingen grund til at deltage i pressemødet. Altså.

Tilbage til gerningsstedet

Gensyn

Tirsdag var jeg en smuttur i København. Afsted efter morgenmaden og hjemme igen til eftermiddagskaffen.

Sådan vil jeg helst have det. Der er alt for mange mennesker i hovedstaden til længere ophold - og allerede i bilen til lufthavnen glædede jeg mig til at komme hjem igen i det flotte vejr.

Der var let vind fra sydøst, så jeg håbede på, at vi skulle lande i Aalborg på bane 08 med indflyvning over det lille hus på Øland, men piloten valgte alligevel bane 26, så det blev der ikke noget af - desværre.

Anledningen til turen var et interview i Udenrigsministeriet. Det bekræfter det gamle ord om, at gerningsmanden altid vender tilbage til gerningsstedet. Jeg kom en del i Udenrigsministeriet, da jeg i sin tid var ansat i Arktisk Råd - og det var da også Arktisk Råd, der i år fylder 30 år, der var anledningen til tirsdagens besøg.

Selve kontorbygningen på Asiatisk Plads er som kontorbygninger flest, mens konferenceafdelingen i Eigtveds Pakhus er en arkitektonisk oplevelse - og også kulinarisk oplevelse, hvor der gerne serveres udsøgte danske specialiteter som marineret sild, sol over Gudhjem, tarteletter, frikadeller og lun levepostej. Og til kaffen gerne Drømmekage fra Brovst, der åbenbart betragtes som noget af det fineste, som det danske køkken kan byde på. Jeg er helt enig.

I Kastrup hilste jeg kort på Vivian Motzfeldt, der var på vej hjem til Grønland. Det trængte hun også til efter et par hektiske uger med blandt andet det meget omtalte møde i Washington med Vance og Rubio.

Senere på dagen, da Vivian landede i Nuuk, fik hun en heltemodtagelse, der var en sportsstjerne værdig. Se billedreportagen på Sermitsiaqs hjemmeside. 

Dagens demonstration i Aalborg

Protest og terapi

Jeg deltager normalt aldrig i demonstrationer. Jeg tror ikke på demonstrationer som kommunikationsform. Det er spild af tid. Det nytter intet som helst at fryse i kor - og det fremmer sjældent sagen, fordi demonstrationer ofte ender med tumult, ballade og hærværk.

På trods af alle mine forbehold var jeg lørdag eftermiddag alligevel til demonstration i Aalborg mod præsident Trumps gentagne fornærmelser mod det grønlandske folk, som jeg holder så meget af. Ikke fordi jeg tror, at demonstrationer bider på Trump, men snarere som en slagt terapi. Den slags skal man bestemt ikke kimse af.

Det var også arbejde, så jeg havde kameraet med. Et enkelt billede eller to til Sermitsiaq. Men det var en meget fotovenlig begivenhed, så jeg har lige samlet en håndfuld af dagens fotos.

Demonstrationen i Aalborg samlede 700 mennesker. Det er ikke ret mange i forhold til dagens store demonstrationer i blandt andet Nuuk og København, men dog en slant, der fylder meget på Nytorv foran Salling.

Det blev en god dag mellem venner, hvor tiden som bekendt aldrig falder lang - og på trods af den dystre baggrund også en dag med fest og farver og fællessang. (Billederne er klikbare)

Jernspurv og rødkælk

Vinterfugle

Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget.

Sådan tænkte jeg onsdag formiddag. Jeg får ikke fotograferet så mange fugle, som jeg egentlig gerne ville, men onsdag tog den lokale rødkælk så sagen i egen hånd og aflagde besøg på kontoret, mens jeg luftede lidt ud og hentede en ny kop kaffe.

Den blev lidt skræmt og baskede rundt, men satte sig et kort sekund på skærmen, hvor jeg så kunne lave et lynskud med det kamera, jeg nu lige kunne finde - og uden at indstille lys med mere. Men billedet er da brugbart.

Mens rødkælken sad på skærmen, afleverede den også en lille klat som souvenir. Det blev så anledning til en længe tiltrængt rengøring af skærmen.

Rødkælke er ikke så dumme endda, så lige så snart jeg åbnede altandøren helt op, forsvandt den ud igen i alt det hvide.

Onsdag fik jeg også et enkelt foto af en jernspurv neden for foderbrættet. Heller ikke her er kvaliteten i orden, for det er taget gennem et beskidt køkkenvindue. Men det er altså ikke lige vejr til at vaske vinduer lige i øjeblikket.

Jernspurven er ret almindelig ved foderbrætterne om vinteren. De er insektædere og har det svært, når kulden sætter ind. De fleste af dem, vi ser her om vinteren, er fugle på træk fra Nordskandinavien, men den yngler altså også i Danmark om sommeren.

Mitaarfik

En grønlandsk tradition

I Grønland fejrer man helligtrekongersdag - julens afslutning - med mitaarfik. Her klæder børnene sig ud og går så fra hus til hus og tigger slik.

Skikken minder om fastelavn i Danmark, men har eksisteret siden 1800-tallet i Grønland. Der er dog en afgørende forskel, for det handler om at være udklædt så skræmmende som muligt. Gerne med sovsekulør i hovedet og en stok, som man slår i jorden for at true sig til slik.

Tirsdag aften havde den grønlandske kulturforening Tikiusaaq inviteret til en gang voksen-mitaarfik i Aalborg - og jeg var med. Egentlig var det arbejde, men det var også en ualmindelig hyggelig aften med kaffe, kage og masser af sjove historier og erindringer fra Grønland.

Selv om jeg vistnok var den eneste etniske dansker i selskabet, hyggede jeg mig. Det var et selskab, hvor jeg følte mig hjemme - og var derfor også temmelig rørt, da jeg kørte hjemad i den nyfaldne sne, mens trælse nyheder om Trump og USA væltede ud af bilradioen.

Skikken med udklædning og tiggergang fandtes i øvrigt også i min barndom i Farsø. Her skete det Stefansdag - altså anden juledag. Jeg tror ikke, at den tradition længere holdes i hævd.

Helligtrekongers dag er også den dag, hvor man i Grønland slukker den røde julestjerne, som blev hængt op første søndag i advent. Det gælder dog ikke her i huset, hvor stjernen får lov til at hænge helt frem til den 21. januar. Det var noget, som Dina i sin tid bestemte, for det var hendes mors fødselsdag.

Mere sne

Gang i den

Jeg fortsætter lidt i snesporet. For der har været gang i den hele weekenden.

Søndag formiddag havde det sneet næsten uafbrudt i 36 timer - vel at mærke rigtig frostsne, og uden at det blæser og fyger. Så sneen ligger knæhøjt over alt.

Det er ret sjældent, at vi oplever voldsomt snefald her på Øland. Fronterne ligger som regel altid ude vestover eller omkring Aalborg - og vi går fri. Men denne gang har vi ligget lige midt i smørhullet.

Det er faktisk temmelig specielt. Selv om jeg har boet sammenlagt 18 år i Grønland og Nordnorge har jeg kun oplevet weekendens vejrtype ganske få gange. For som regel - også i Arktis - bliver sne altid fulgt af blæst og varmfronter, så det ender i et himmelbetændt rendfog.

Jeg har selvfølgelig brugt en god del af dagen i bilen - og helt mistet grebet om snekørsel har jeg ikke. Et kort sekund smuttede forhjulene, da jeg skulle sætte i gang. Så var det i bakgear, en halv meter tilbage og så fuld klem fremad. Sådan skal det gøres.

Da jeg var ved bageren i morges, var der flere kunder, der brokkede sig over manglende snerydning og saltning. Her siger jeg bare "dumme danskere". Det er altså meget nemmere at køre i fastkørt sne end på en saltsmattet vej, så vi skal være taknemmelige for, at sneen får lov at ligge på vejene.

Jeg har haft to opgaver i dag - et motionsløb ved Øland Golfklub. Golfspillerne kæmpede deres modige kamp for at holde parkeringspladsen fri, men de hyggede sig da også - og så var jeg forbi kælkebakken i Jægerum Søpark, hvor børnene havde en fest. Normalt siger man, at julen er børnenes fest, men en skolefri søndag med sne er altså også børnenes fest.

Sneeee...

No business like snow business

På trods af meteorologernes og klimatossernes varsler blev det alligevel vinter i Danmark.

Fredag faldt julesneen med et par dages forsinkelse over Øland - og jeg blev glad. Hele formiddagen sneede det voldsomt, så ved middagstid startede jeg bilen og kørte op i skoven for at mosle lidt. At køre i sne er nemlig en af de bedste ting, jeg ved.

Bilen bliver nærmest lydløs - og så er det chancen for at teste nogle af de særlige færdigheder, som jeg har med mig fra et langt liv i Arktis, mens jeg sender en kærlig tanke til Disneys Bambi.

Men nu er det ikke sjov det hele. Sne er også arbejde - og det er ikke, fordi jeg har ryddet sne. Men den første sne er også godt avisstof, så jeg kørte en tur rundt i pastoratet og snakkede lidt med folk på vejen og den første glade snerydnings-entreprenør. Det hører med til vinterrutinen i min lille butik.

Jeg regner med at fortsætte i løbet af lørdagen. Jeg vil gerne have nogle fotos af glade børn, der kælker eller bygger snemand.

Heldigvis ser det ud til, at frosten fortsætter nogle dage endnu. Det er godt, for jorden har brug for frosten, så vi kan slippe af med nogle af dræbersneglene - og frosten kan sikkert også rydde op i flokken af skovflåter, der indtil nu fortsat har været aktive. Det skal gerne få en ende nu.

Dagen er i øvrigt tiltaget med 12 minutter her på Øland, så det lakker mod lysere tider og sommer om føje tid.

Vorherres eget festfyrværkeri

Godt nytår

Så er årets sidste historie skrevet og afleveret til avisen - om vinterbadere i Blokhus - så nu kan nytårsfreden sænke sig over det lille hus på Øland.

Vorherre fejrede nyårets komme med en prægtig solnedgang, så jeg forstår slet ikke, at der er nogen, der synes, at fyrværkeri er flot. Spild af penge, siger jeg bare. Solnedgangen er gratis.

Jeg har ikke de vilde planer for nytårsaften. Kongens tale skal jeg naturligvis høre, men jeg springer både oplæg og nedlæg fra kommentatorerne over. Til gengæld kan det godt være, at jeg snupper Kong Kristian en ekstra gang på stereoen. Det er en god sang med lidt udansk smælder i teksten - gotens hjelm og hjerne brast. Det kan jeg godt lide.

I køleskabet ligger en havtaskehale. Den skal på panden vendt i rugmel og følges af lidt rosenkål og hummersauce. Det er en ordentlig svend, så jeg tror næppe, at jeg kan spise mere. Men ellers har jeg lidt hokkaido-sorbet stående i fryseren, hvis det skal være.

Jeg holder mig næppe vågen til rådhusklokkerne, så hermed ønsket om et godt nytår til alle.