Enden er nær

Projektdagbog

Nu kan jeg se enden på mit store stueprojekt. Jeg mangler kun at male fodlister og en halv loftsbjælke - og så selvfølgelig lidt pletmaling. Det klarer jeg snildt mandag, så hytten er klar til rengøringselskabet tirsdag.

Elektrikeren har været her i dag for at få styr på alle de løse ledninger og lægge dem i kabelbakker, lave nye kontakter og lysdæmpere og hænge lamper op. Desværre kom han lidt sent og blev ikke færdig, men han har fået nøglen og kan lave tingene færdig i morgen. Jeg er nemlig ikke hjemme.

I morgen tidlig damper jeg til Vejle, hvor jeg skal tilbringe weekenden i godt grønlandsk selskab, når Fællesforeningen Inuit lørdag gennemfører den traditionsrige Julehilsen til Grønland. Det er ganske vist arbejde for mit vedkommende, men en af årets kære pligter. Derfor laver jeg en lang weekend ud af det - og slipper for at haste afsted lørdag morgen og hjem igen lørdag aften før spisetid.

Jeg kører i øvrigt ad nærmeste omvej til Vejle. For jeg tager lige et smut forbi Bremdal i Struer for at hente en af mine højttalere, hvor basserne var gået. Jeg var faktisk tæt på at opgive højttaleren, men snakkede så med Morten fra Bremdal, der er eksperter i gammelt Bang og Olufsen-kram - og den kunne de sagtens reparere.

Det er nu sket - og når jeg kommer hjem på søndag, er det tanken, at der skal skrues lidt op for stereoen. Ikke så højt, men bare lige så de nærmeste naboer kan høre, at jeg igen er på banen derudaf med lidt Deep Purple og sådan.

I mandags havde jeg besøg af mureren, der lavede fugekanterne ved den lille niche. Det er blevet flot - gråt - akkurat som den farve, jeg har valgt til fodlisterne.

Jeg har også haft glasmontren skilt ad og gjort den ren - og nu er den klar til at blive fyldt med tupilakker og andet små-memorabilia fra årene i Grønland.

Jeg snød lidt med malearbejdet for at komme i mål i tide. Egentlig var der meningen at tømme bogreolen og flytte den, så jeg kunne male bag ved, men det sprang jeg over. Nu venter der så en stor opgave med at tømme reolen, gøre den rent og støvsuge alle bøgerne - for den opgave vil jeg ikke overlade til rengøringsselskabet.

Det er så samtidig planen at få lidt mere system i bøgerne. Det havde jeg faktisk både i Grønland og i Norge, men det gik fløjten, da vi flyttede ind på Nørremarksvej.

Bøgerne står fuldstændigt usystematisk hulter til bulter. Men en freudianer kan nok få noget sjovt ud af, at min kogebog fra kollegietiden - God Mad, Nem at Lave - står lige ved siden af Bibelen og en bog om Creedence Clearwater Revival.

Det går fremad, men...

Projektdagbog

Det går fremad, men ikke så hurtigt, som jeg havde håbet. Tidsplanen er skredet lidt, for jeg havde satset på at være færdig med alt det store malerarbejde her i weekenden.

Men jeg mangler fortsat vestvæggen samt småtingene - loftsbjælker, gulvlister og et par vindueskarme. Jeg har deadline torsdag, så jeg skal til at have fingeren alvorligt ud af hullet.

Det var loftet, der drillede. Nedvaskning og afdækning tog meget længere tid, end jeg havde regnet med - og det blev også til et par overspringshandlinger. Jeg er ikke særlig vild efter at male loft. Det er besværligt, når man fra naturens side er skabt med ringe højde. Så det bliver den rene stroppetur op og ned ad stigen i ofte akavede stillinger.

I løbet af ugen måtte jeg også bruge et døgns tid på at reparere LP-reolen, som ikke er skabt til de tunge plader - og som har truet med at falde fra hinanden gennem flere år. Det er en elegant og spinkel designer-sag af fabrikatet Quadrant, som matcher Bang og Olufsen ganske godt. Den er nu forsynet med en håndfuld vinkelbeslag inderst inde, hvor man ikke kan se det - og så håber jeg, at den holder.

CD-reolerne er også kommet op. De hænger endnu ikke helt lige, men det kan løses - og det haster ikke så meget.

Jeg skal være færdig med alt malerarbejdet torsdag, hvor elektrikeren kommer for at installere de sidste af de nye kontakter og hjælpe med at hænge lamper op. Den slags er nemlig heller ikke nogen spidskompetence, når man er ringe af vækst - og i øvrigt er blevet alvorligt langsynet på de gamle dage. Jeg kan simpelthen ikke se og nå de små skruer i installationerne samtidigt.

Aftensmaden søndag stod på fjerdedags-gule ærter. Torsdag lavede jeg 30 kuverter i Sct. Georgs Gildet i Aalborg. Den lækre søbemad faldt i god jord sammen med blandt andet hjemmesprængt nakkekam. Jeg fik da også kun ros for maden. Men det er nu ganske unødvendigt - for jeg elsker at lave mad til mange mennesker. Det er en slags passion for mig - og det skal jeg naturligvis ikke have tak for. Fornøjelsen er helt på min side.

100 år er ingen alder for godt kram

Bang og Olufsen

I dag er det 100 år siden, at Bang og Olufsen blev grundlagt.

Jeg har været med i over halvdelen af årene, siden jeg i 1972 købte en Beocord 1600 spolebåndoptager og to Beovox 2700 højttalere for konfirmationspengene. Det blev til et livslangt kærlighedsforhold til den danske radiofabrik.

Det må nødvendigvis blive livslangt, for Bang og Olufsen laver kram, der holder i mange år - og som oven i købet kan repareres, hvis det går galt. Det er der ikke mange i branchen, som kan prale af.

På mit kontor har jeg et Beosystem 3500 med to Beovox RL45 højttalere. Det anlæg har dæleme lagt lyd til mange fester. Jeg købte det i 1993 billigt - det vil sige momsfrit - da jeg skulle flytte til Grønland. Og det har fulgt mig siden - uden reparationer.

Det gjaldt også mit første farvefjernsyn, et Beovision M20, som jeg impulskøbte i dyre domme om formiddagen den 1. marts 1986 for at se de ekstra TV-aviser, fordi Oluf Palme blev skudt den foregående aften. Også det fjernsyn tjente mig i adskillige år uden reparationer og blev kun skrottet, fordi digital-TV, fladskærm og bredformat blev standard.

I stuen står der et temmelig stort og dyrt anlæg - hjemmebiografen med surround, stereo-musik og gammeldags DVD-spiller, men det kan jeg ikke vise billeder af, fordi jeg er ved at male. Og i øvrigt står der også Bang og Olufsen i spisestuen og på gæsteværelset.

Alt grejet har det til fælles, at det kan betjenes med den samme fjernbetjening - en Beo4. Det er genialt - intet mindre.

Min stolthed er nok den Beogram 3000, der står i stuens anlæg, og som jeg reddede fra at blive skrottet i 1997. Dengang var LP'er ikke i så høj kurs, så den var gratis, men jeg fik den godt slidte tangential-grammofon restaureret med ny pickup, software og drivrem - og den bruger jeg fortsat. Den gammeldags anologe lyd er simpelthen rarere at lytte til, når der skal spilles højt. På grund af lydkvaliteten holder jeg også fast i fastnettelefonerne - Beocom 6000, som jeg har fire af - selvfølgelig.

Kritikere mener, at Bang og Olufsen bare er design. Det er måske rigtigt, men jeg er ligeglad. Jeg bliver i godt humør af godt design - og får bare hovedpine af skoddesign. Det er også derfor, at jeg aldrig kommer til at køre Tesla.

Jeg kipper med flaget i dagens anledning. Den fabrik kan vi godt tillade os at være stolte af her i lille Dannevang.

Læs også min gamle fortælling om Danmarks mest stjålne ølåbner.

Det skrider fremad

Stueprojektet

Jeg har lige holdt byggemøde med mig selv. Stueprojektet skrider fremad nogenlunde efter planen. Jeg er færdig med cirka 65-70 procent af arbejdet - og altså mere end halvvejs.

Jeg er meget tilfreds med, at jeg har fået kalket den  pudsede væg. Der er ikke noget så flot som nykalket puds - også selv om jeg bruger Skalcem. Sådan en rustik pudset og kalket væg lever virkelig op til drømmen om det lille hus på landet.

Jeg er godt og vel halvvejs med malerarbejdet. Mangler halvdelen af loftet - det er træls arbejde - og så vestvæggen samt lidt gulvlister og karme.

Ugen har budt på et par alvorlige bump. Først og fremmest blev jeg usikker på farven til loftsbjælkerne. Det er sjældent, at jeg ryster på hånden, men her faldt jeg altså i gryden, selv om jeg mener, at ubeslutsomme vatnisser og vægelsindede tvivlere er både tidrøvere og kværulanter, som burde være taget ud af genpuljen allerede i Darwins tid. Jeg kerer mig ikke specielt meget om processer, som jeg finder, er det rene tidsspilde, men interesserer mig kun for det færdige resultat.

Først var det planen, at loftsbjælkerne skulle være sorte - akkurat som i flere af husets andre rum. Men jeg synes, at det så lidt voldsomt ud. Så prøvede jeg med grå, men det gav for lidt kontrast og så kedeligt ud. Så valgte jeg almueblå, men den var for mørk - og så endte jeg på en blå nuance grænsende til tyrkis.

Det kostede en del ture til tømmerhandlen og en mindre formue i maling, men nu er jeg tilfreds. Farven står godt til den gammelrosa væg - og så er der vel også noget symbolik i, at loftsbjælkerne er nærmest himmelblå. Jeg er meget glad for farver - og synes, at gængs dansk praksis med Arne Jacobsen-hvidt på alle vægge er kedeligt.

Ugens andet bump var vejret. Frost krævede både hjulskift og en halv dag i haven med at bringe de sarte vinterfølsomme planter til vinterkvarteret på værkstedet, hvor der for resten ikke er strøm på grund af den seneste tids voldsomme regn. Men hvis bare frosten holder, skal strømmen nok vende tilbage, har jeg erfaring for.

Onsdag aften havde jeg besøg af mureren. Han har slebet murstenene i gulvet i nichen i stuen (nøj, hvor det svinede) og har fyldt nyt mørtel i revnerne. Det ser smaddergodt ud,  Endnu et bidrag til den romantiske drøm om det lille hus på landet. Nu mangler der lige kantfuger. Det ordner han i den kommende uge, når han kommer for at sætte nye fliser i kogenichen i køkkenet.

I den kommende uge er det planen at flytte møblerne over i den anden halvdel af stuen - og begynde at sætte cd'er og lp'er på plads - og så skal det sidste malerarbejde forhåbentlig klares i sidste halvdel af ugen.

Det skal være skidt, før det bliver godt

Kaos

For et par uger siden kastede jeg mig ud i et af de største projekter, jeg nogensinde har drømt om.

Den "pæne" stue skal males. Det trænger den til, for den er ikke blevet malet, siden vi flyttede ind på Nørremarksvej i 2009.

Jeg begyndte forsigtigt med et besøg af elektrikeren for at få sat et par ekstra  stikkontakter op, og jeg slap af med strygerullen. Så kom skorstensfejeren, hvilket faktisk er den direkte årsag til, at jeg er gået i gang netop nu. For han ville så gerne komme til en renselem, der sidder i en niche - og så kunne han jo passende hjælpe med at flytte den glasmontre med nips, der står der.

Det afslørede så, at murstensgulvet i nichen skal repareres, så nu venter jeg på mureren. I mellemtiden er tiden gået med at flytte møbler, dække af, spartle vægge, vaske ned, tape af og så videre - alt det arbejde, som tidsmæssigt nok tager 75 procent af tiden.

Fredag og lørdag malede jeg halvdelen af loftet - og i dag fik jeg så hjælp af Anne og Henrik, der kom og malede de to endevægge. Tak for det. Det var en stor hjælp. I den kommende uge håber jeg at få malet den østlige væg og blive færdig med loftet.

Jeg er nødt til at dele arbejdet i to dele, da møblerne skal flyttes frem og tilbage, men hvis det går planmæssigt, regner jeg med at være færdig med selve malerarbejdet om to uger.

Malingen er virkelig tiltrængt. Men det har den klare fordel, at det er nemt at se, hvor man er kommet til. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det skal være skidt, før det bliver godt, som farmor altid sagde.

Så skal der lige laves lidt mere el-arbejde, og alting skal tilbage på plads, men jeg har jo også mit arbejde og andre ting at lave.

Så for at projektet ikke skal trække i langdrag, har jeg bestilt rengøringsselskabet til at gøre hovedrent den 2. december. Så er der en deadline - og jeg har det altså bedst med deadlines.

Når mureren en gang kommer, skal han også lige lægge nye fliser i komfurnichen i køkkenet. Jeg har købt et nyt komfur - og det skal naturligvis stå pænt. Så det skal også helst være færdigt inden den 2. december.

Farvel til den gamle strygerulle

Ophørsudsalg

Vi har i mange år haft en nydelig - og sandsynligvis næsten antik - strygerulle stående i "den pæne stue". Det var en, som Dina fik forærende for en halv snes år siden. Hun samlede gerne på gamle ting.

Da jeg ikke helt deler begejstringen for gamle sager - og i øvrigt skal til at male stuen - var tiden kommet til at sige farvel.

Jeg har foræret den til Brovst Billardklub, der hver sommer står for det store arrangement Levendegørelse af Bratskov - og gutterne stod tilfældigvis og manglede en strygerulle til Bratskovs vaskekoner, så til næste sommer kan den ses i brug på den gamle herregård, hvor Dina og jeg i sin tid blev gift.

Billardklubben har fået en flot, velholdt og fuldt funktionsdygtig strygerulle plus to antikke strygejern oven i købet. Strygerullen er lavet af bronze, støbejern og lidt træ, så det er en tung sag.

Billardbestyrelsen var heldigvis mødt med tre mand, så jeg kunne tage afsked med den gamle maskine med et foto og så ellers med hænderne dybt begravet i lommerne, sådan som jeg nu har det bedst.

Jeg kender ikke proveniensen på den gamle strygerulle. Men den er af mærket Hansa, så mon ikke den kommer fra Tyskland? Alderen kender jeg heller ikke, men den var pæn og ikke særlige slidt, så her gætter jeg på tiden før anden verdenskrig - men det er altså bare et gæt.

Standen taget i betragtning gætter jeg på, at den har gjort tjeneste i et privat hjem, hvor der er blevet passet på sagerne. Helt billig har den næppe været, men hvis den havde stået på en herregård og en stor husholdning ville den nok være mere slidt.

Billardfolkene var begejstret for gaven - og de erklærede på stedet, at de ville opbevare den indendørs. For den er alt for pæn til at stå i den uopvarmede og klamme smedie.

Så jeg tror, at strygerullen er kommet godt i vej og sikkert får en ny og bedre tilværelse, end jeg kunne byde den.

Syn for sagn

Bukkefeber

Så fik jeg set nærmere på den råbuk, der nær havde skræmt livet af mig forleden, da den kiggede ind ad køkkenvinduet.

Jeg var på vej ud af døren, da jeg fik øje på ham nede i baghaven. Denne gang var der knap så meget panik som forleden. Så bukken stod pænt stille, mens jeg tog et par billeder - og så luskede han ellers stille af mellem træerne over mod naboens gårdsplads.

Alligevel blev jeg ramt af bukkefeber - og kunne næsten ikke vente, til jeg kom hjem, for at se nærmere på billederne.

Billedet er hæderligt - om end ikke prangende. Vejret var mørkt og snusket med småregn - og ukrudtet i baghaven skyggede.

Det er en spidsbuk - altså en ung han med sit første gevir med kun en enkelt spids. Hvis man ser på billedet med lup, vil man se en mikroskopisk udposning på venstre horn - og så er det egentlig en såkaldt gaffelbuk. Men den slags detaljer anfægter mig ikke - sandheden må jo ikke stå i vejen for en god historie, som polarforskeren, pralrøven og redaktøren af Ude & Hjemme Peter Freuchen altid sagde.

I øvrigt mødte jeg noget af bukkens familie fredag aften ovre ved Skallerne. En rå med to lam i timen efter solnedgang.

Billedet er taget ved ISO 6400 - med fuldt overlæg. For jeg var på vej ud for at fotografere noget halloween-gøgl - og det skulle helst ske i skumringstimens ringe lys.

Vindueskigger

Midt i naturen

For dælen da. Det var godt nok lige før, jeg sked blod her til morgen.

I skumringen ved 8-tiden hentede jeg rundstykker hos bageren i Halvrimmen. Vel hjemme igen stod jeg i køkkenet og var i gang med at smøre morgenbrødet - helt i mine egne tanker. Så var der et eller andet, der bevægede sig uden for køkkenet, og jeg kiggede op.

Der stod sgu en vindueskigger - en råbuk med et flot gevir. Vi så hinanden dybt i øjnene et kort sekund - og bukken var ude af synsfeltet. Nøj, hvor blev jeg forskrækket.

Men jeg greb det nærmeste kamera og styrtede ud af døren. Selvfølgelig under al for meget larm, så jeg vil ikke fortænke dyret i at forføje sig i al hast. Vi kikkede lige hinanden i øjnene en gang til, da bukken vendte sig ude på vejen - og væk var han i buskadset i genboens have. Ingen billeder.

Jeg blev forskrækket, gjorde jeg. Men det er nu en gang prisen for at bo midt i naturen, så det lever jeg med.

Det er heller ikke noget nyt, at jeg har rådyr i haven. Men det er altså første gang, at jeg har kikket et af dem i øjnene.

Billedet er fra arkivet - taget for et par år siden en sommermorgen i Svinkløv Plantage.

Verdens heldigste mus

Årstidens daglige kamp

Da jeg her til morgen tjekkede fælderne, var der en halsbåndmus, som var kommet til at udløse en af rottefælderne i kompostbeholderne. Desværre var den ikke død, men var kommet i klemme med det ene forben og kæmpede nu for at komme fri.

Det er jo ikke meningen, for en god mus er en død mus - og rottefælderne er ganske glimrende også til halsbåndmus. Da jeg ville samle fælden op for at gøre det af med kræet, fik den imidlertid vristet sig løs - og væk var den.

Det var så dens lykkedag, men jeg tvivler nu på, at den er sluppet fra mødet med fælden uden et brækket ben, så det er nok en stakket frist.

Men den har kæmpet bravt - det må man lade den. Da jeg løftede fælden, bemærkede jeg noget hvidt pulver. Det viste sig, at musen har forsøgt at gnave sig fri af af fælden, men en rottefælde er altså meget stor for en bitte mus, så jeg tvivler ærlig talt på, at projektet ville lykkes for den.

Men jeg har nu tidligere oplevet voldsomme bidmærker i fælderne. Det vidner om, at så længe der er liv, er der håb. Også for en mus eller rotte.

Dagen bonusbillede er en regnbue, som jeg så lige ved solopgang. Jeg har været tidligt ude i dag, for jeg er i gang med at tømme alle krukkerne og gøre pelargonierne klar til vinteropholdet på værkstedet. Det skete i dag i projektørernes skær, for det har været en skøn vindstille morgen. Og ganske hyggeligt akkompagneret af tusindvis af gæs, som har passeret parcellen i den årle morgenstund. 

Kikset hvedebrød med østers og champagne

Caravellen på plakaten

På mit kontor hænger en reproduktion af en gammel reklameplakat fra SAS. Den er et minde om en temmelig kikset flyvetur. Det vender jeg tilbage til længere nede.

Men forleden fandt jeg tilfældigvis historien bag plakaten. Den er lidt sjov, så den tager vi først.

I 1957 - altså et år før jeg blev født - bestilte SAS seks Caraveller hos Sud Aviation i Frankrig til levering i 1959. Det var stort, for med ordren trådte SAS ind i jetalderen, så det skulle der naturligvis laves reklame for - og helst i god tid inden flyene blev leveret.

Så PR-chefen fra SAS, Trygve Svendsen, tog til fabrikken i Toulouse og lånte prototypen. Der blev klistret nogle logoer på skroget, og nogle ansatte fra fabrikken blev udkommanderet til at møde i deres fineste tøj, for dengang var der stadig stil og klasse over flyvning, så selvfølgelig mødte man op i pænt tøj, når man skulle ud at flyve.

Da alt var klar til fotoshootet, besluttede Trygve Svendsen, at han ville have en rød løber til flyet. Han bad fabrikken om en, og svaret var, at vi ikke har nogen. Så det endte det med, at de måtte bestille en rød løber i Paris, som blev sendt med næste eksprestog til Toulouse - og endelig kom billedet i kassen.

Jeg elsker billedet, selv om jeg aldrig har fløjet Caravelle. For det var virkelig en begivenhed, at man pludselig kunne flyve med jet i Danmark. Jeg mindes min barndoms ferier hos Onkel Ejvind, der boede nær Tirstrup  Lufthavn. Vi skulle altid ud i haven og kigge, når Caravellen kom på sin daglige rotation fra CPH.

SAS fløj med Caravelle frem til 1974.

Jeg fik plakaten i 2009 som et slags plaster på såret, efter at SAS mere eller mindre ødelagde vores hvedebrødsferie.

Dina og jeg blev gift på Bratskov i al stilhed lørdag formiddag den 22. august 2009. Bagefter gik turen til lufthavnen, fordi jeg havde booket brudesuiten med tilhørende spa-ophold på Hotel Hilton (som hotelkæden overtog fra SAS i 2006) i CPH, da vi om søndagen skulle til Adams barnedåb.

Det gik ikke helt efter planen. Vel ankommet til AAL var beskeden, at flyet (en næsten splinterny CRJ-900NG) var gået i stykker, så spa-opholdet på Hilton blev konverteret til et ophold i lufthavnens cafeteria, hvor vi så blev beværtet med hvidvin i rigelige mængder på SAS's regning. De kunne godt se, at flyselskabet havde sat en frequent flyer med guldkort i en slem forlegenhed.

Hvidvinen blev i øvrigt indtaget sammen med piloterne, der kunne fortælle om fejlen på det nye fly. Aldrig oplevet før og så videre. Det elektriske system var bare helt dødt. Piloterne måtte pænt blive i Aalborg, indtil flyet forventeligt ville blive repareret mandag.

Hen under lørdag aften gik turen til København i en bedaget MD-80. Det var nu et godt bytte, for sæderne i MD-80 er betydeligt bedre end i en CRJ-900.

Vi ankom først til Hilton ved 20-tiden. Her stod personalet på pinde for os - klar med den helt store bryllupsmiddag. Jeg kan ikke huske præcist, hvad menuen var, men vi lagde i hvert fald ud med østers - de dyre vadehavsøsters og ikke de tarvelige stillehavsøsters. Det ved jeg, for Dina gemte skallerne - og de ligger den dag i dag i vindueskarmen på badeværelset.

På hotelværelset var der stillet champagne, chokolade, chips og frugt frem. Det manglede da bare, for jeg var stamgæst på Hilton i de år. Søndagens barnedåb var også en fest, så vores hvedebrødsweekend endte med at blive både sjov og mindeværdig.

Men så let skulle SAS nu ikke slippe. Så i ugen efter ringede jeg til flyselskabet og ville have pengene tilbage - og også gerne en erkendtlighed. Sådan endte det - og erkendtligheden er den fine plakat, som nu hænger her på kontoret og minder mig om vores bryllup - dengang vi var unge, smukke og jeg stadig kunne tåle god vin og champagne. Så et kært minde er det.